Baggrund og historie

 Alsang- baggrund og historie:


Musik & Kor i Tisvilde har haft Alsang1siden 1999 ledet af en 'alsangsleder'- først Annemarie Aare i 13 år efterfulgt af Benedicte Stamer og derefter Elise Stendevad - og 3-4 dygtige musikere: Frede Knudsen på violin og guitar, Ole Jacobsen på fløjte og klarinet, Jess Cristov på guitar og cello og i nogle år Poul Arne Birch på harmonika. I 2017 mistede vi desværre Jess, men var så heldige, at John Friis sluttede sig til spillemændene med sin klarinet. Det har betydet, at Frede har måttet lade violinen ligge i denne sammenhæng. Med de tre instrumenter guitar, fløjte og klarinet har musikken nok fået en anden klang, men det muntre, festlige og nærværende udtryk har musikken heldigvis stadig. Der er altid en dejlig atmosfære, hvor musikerne er nærværende, festlige og seriøse. I dag er det Elise Stendevad som leder Alsang med valg af repertoire og kommentar til de enkelte sange.


Alsang startede tilbage i 1999, og det blev besluttet, at der skulle synges fra den danske sangskat. Årstidernes danske og rytmiske sange og viser, som de fleste holder af. Stifterne var enige om, at der blev sunget alt for lidt. Det er den danske fællessang, der blev inviteret til, deraf navnet Alsang. En lille kommentar om komponist og forfatter er også velkommen, men hovedformålet er at synge sammen. Det blev i begyndelsen til ca. 26 sange på en aften med pause til den medbragte kaffe og snak. Der synges tekster og melodier, som mangeelsker, bliver berørt af, også nye sange. Det er glæden ved at synge sammen, som fællessangen giver deltagerne.


De første mange år havde Alsang en lidt omtumlet tilværelse. Det startede i 1999 en sommeraften i Annemaries gamle have ved Sandflugtsmonumentet. Annemarie havde samlet nogle naboer og de fire musikere. Da vinteren kom, flyttede Alsang til Tisvilde Bio i nogen tid - Derefter nogle år på Tisvilde skole, siden Vejby skole, og en lang årrække i Konfirmandhuset/Sognegården i Vejby. Fra 2015 var der alsang på Nordic Park som er et pragtfuldt sted at spille og synge. I 2018 vendte Alsang tilbage til Sognegården i Vejby. Her er en stor skærm til sangteksterne, en god akustik, men frem for alt ligger stedet i lokalområdet, og vi slipper for den mørke vej og de dunkle stier i Nordic park i vinterhalvåret .


Alsang, eller Fællessang, som vi er begyndt også at kalde det, har udviklet sig hen over årene, Der er kommet mere vægt på kommentarerne om tekstere, komponisten og forfatteren. Vi når dog stadig omkring 20 sange hver aften, og repertoiret spænder vidt. Ud over de gamle danske sange synger vi f.eks. Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Kim Larsen, svenske viser, engelske ballader og andre nyere ”holdbare” sange.

Der er Alsang sidst på sommeren og 4 gange om vinteren. Publikum kommer fra hele Gribskov Kommune, fra Ramløse til Gilleleje, og selvom salen de fleste aftner er næsten fyldt , kan der godt være plads til flere.

Musik & Kor i Tisvilde er en lille forening, som har noget stort og dyrebart at byde på: den fælles glæde over sangenes melodi og tekst og glæden ved at synge sammen.

                                                                                                                                     

Økonomi: Alsang skal hvile i sig selv. Deltagernes frivillige bidrag i 'grisen' går til en lille tilkendegivelse til musikerne og leder, samt en festmiddag når sæsonen slutter.